Minder fra Sudan

Jeg har skrevet den post her i 2005 http://nice-kids-fun.blogspot.com/2005/11/minder-fra-sudan-1.html og jeg retter den nu her:

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan dagene var i Sudan, alt var anderledes end her i Danmark.

En dejlig frisk og stille morgen, kom min mor og vækkede mig (som hun altid plejede at gøre). Min mor gav mig min madpakke, og jeg var på vej til skolen. Da jeg kom ud af vores dør og gik to skridt frem, så jeg en mand med hans hunde, jeg blev så bange. Jeg gik ind igen og lukkede døren efter mig. Efter fem minutter gik jeg ud igen, manden var der ikke, jeg åndede lettet op, og gik til skolen. Det var ikke manden jeg var bange for, slet ikke, jeg var bange for hans hunde, de så farlige ud.

Gaden var stille, alle sov sikkert, der var kun nogen få børn på vej til skolen.
Jeg var en glad lille pige på 8 år, som kunne lide at gå i skole, og jeg var altid så dygtig, og fik gode karakter, jeg var altid en af de dygtigste i klassen.

I Sudan giver man ikke karakter, men man får sådan en eksamens bevis, (man har eksamen fra man går i første klasse, i Sudan), og så står alle eleverne i kø og læreren råber, hvad man får: nummer 1, 2, 3, også bliver der klappet. 1 er den bedste i klassen 2 er den anden bedste osv.

Til den dag, plejede min mor, min onkel og min moster at komme, de kom for at heppe på mig, og jeg blev altid glad, når jeg så dem, men samtidig var jeg meget nervøs.

Langt fra kunne jeg se noget begravet i sandet, da jeg kom tættere på tog jeg det op, det var 1000 sudanske penge. Det svarer måske til ca. 30 kroner i danske penge.

Jeg blev så glad, jeg havde mange penge den dag. Jeg plejede altid at få penge af min mor, hverdag når jeg skulle i skole, så jeg kunne købe is eller noget andet at spise.

Første time i skole var som den plejede at være, læreren læste op. Hvis man ikke kunne svare på det spørgsmål der blev stillet, så fik man to slag på hånden med en tyk pind eller noget andet, som lærerne brugte til at slå elever med.
Jeg var jo altid dygtig og læste min lektier godt igennem, men blev alligevel slået nogle gang.

Mange af mine veninder fik røde hænder, for det fik mange slag, men de græd aldrig, og det gjorde jeg heller ikke. Når min lærer slog mig gjorde ondt, men jeg holdte det ind i mig, jeg blev slået fordi jeg snakkede alt for mig, synes min lærer.

I frikvarter gik vi altid ud, lige foran skolen sad der nogle damer, både gamle og unge damer, de solgte slik, is og kartofler med chili. Mig og mine veninder spiste tit kartofler med chili og is, vi var vant til chili, så det var ikke spor varmt at spise.

Den dag havde jeg jo mange penge, så jeg købte noget til nogen af de andre, som ingen penge havde. Der var nogen børn, som ikke fik nogen penge, det syntes jeg var synd for dem.

Da jeg kom hjem fra skolen, fik jeg middagsmad. Bagefter gik jeg ud foran vores hus og legede med mine venner. Vi sad alle sammen under et stort træ, for solen skinnede meget. Det var meget varmt, omkring 38-40 grader tror jeg. Når det blev aften tog vi alle sammen vores senge udenfor for at sove. Det var alt for varmt at sove indenfor. De fleste i kvartet sov også udenfor. Det var dejligt.

En nat vågnede jeg op og kunne høre min mor og bedste mor snakke sammen. Der kom 2 unge mænd forbi os, ca. 2-3 meter væk fra os. De var tyve. De troede vi sov, men det var godt vi havde lukket vores dør, for der var mange tyv i vores kvarter, men vi fik aldrig et tyveri.

Den ene af dem havde kun shorts på og han havde olie på kroppen. Det var fordi, hvis nu der var nogen, som ville fange ham, så kunne de ikke få fat i hans krop pga. olien. Næste dag snakkede vi om det. Jeg sagde til min mor at jeg så dem.

Sådan var livet i Sudan. I de store ferier var mig og min mor i Sudans hovedstad, fordi der boede min fars familie, min mors kusiner og andre familie-medlemmer på min mors side. Der holdt vi ferie, det var meget dejligt.

Jeg glædede mig altid til at komme der, for Khartoum er smuk, der bor mere end 10. millioner mennesker, for Sudan er jo Afrikas største land.

En lille fortælling af, hvordan livet var dernede.
Jeg har kun boet der i 9 år.

More about Sudan: Kordofan or Kurdofan.