Smugleriet fra Sudan, (Kasala) til Eritrea (Asmara).

Smugleriet fra Sudan, (Kasala) til Eritrea (Asmara).
Fortællingen her er sand. Det er noget som jeg har oplevet i min barndom.


I de smukke 90’er boede mig og min mor i Sudan. I en havneby, som hedder Port-Sudan.
Jeg var omkring 8 år da vi blev smuglet ind i Eritrea.

Min far boede i Eritrea og havde ikke set Sudan i en del år. Jeg havde ikke set min far i ca fem år og jeg havde en meget stor glæde i mig.

En glæde for at møde ham, en glæde som ikke kunne beskrives med ord. Min far sendte min mor et brev. Han ville sende en mand, for at smugle os ind i Eritrea. Jeg vil da tro, at min mor var bange, men jeg var glad. Endelige skulle jeg se min far. Min elskede far. Ham jeg dagdrømte om.

Jeg husker tydeligt, at jeg lå i de varme natte i Sudan og kiggede på månen. Jeg sagde ”ya gamara, nazeli lai al-selsa al-hamra, shofe lai aboya ga wa la ma ga”. Det betyder ”åh månen, send mig den røde klæde og se for mig om min far er her eller ikke”. Det var noget man sagde.

Jeg lærte det og sagde det mens jeg kiggede på den smukke himmel. I Sudan er der mange stjerner og vi sov udenfor, fordi husene var alt for varme til at sove i. De fleste af vores naboer sov også udenfor. Gederne sov også udenfor. Åh, hvor jeg dog savner mit elskede land!


Får faktisk lidt tårer i mine øjne, mens jeg skriver det her. Det er også helt utroligt, at jeg husker det her så godt. Nogle ting er selvfølgelige glemt, andre sidder som skåret ind i min hukommelse og i mit hjerte.

Jeg var omkring 8 års alderen, men jeg husker meget af det som skete i 90’ernes Sudan og årene efter. Smugleriet til Eritrea startede med, at vi skulle til en by i Sudan, som hedder ”Kasala”.

Kasala er en meget smuk by og der er en flod som hedder ”Al-Gash”. Al-Gash går helt til Eritrea.

Jeg husker tydeligt dagen, vi skulle til ”Kasala”. Min mormor og min mors søster gik med os til busstationen. Jeg begyndte at græde, jeg ville ikke sige farvel til dem.

Jeg havde levet sammen med dem siden jeg var lille og at skulle sige farvel gjorde ondt. Jeg var et barn, men jeg var fyldt med følelser. Vi græd, krammede og sagde farvel.

Da vi ankom til ”Kasala” skulle vi over til en familie, som min far kendte. Rettere sagt så kendte han deres far. Faderen var en meget kendt digter, han er Sudaner og hedder Kajari. Han er død. Allah yarhamo (må Allahs nåde og barmhjertighed være med ham).

Vi boede hos den rare og søde familie i et stykke tid. Jeg husker ikke præcist i hvor langt tid, men vil skyde på et par måneder, måske mindre.
I de måneder lærte jeg familiens unger at kende. Jeg rendte rundt med dem dagen lang, vi legede og vi spiste frugter fra træerne.

Der var en mandarin træ som jeg tit spiste af. Husker tydeligt at mandarinerne var grønne og ikke modne, men jeg spiste dem alligevel. Hvor jeg dog savner de tider.
Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg gik tit i bad. Jeg husker, hvordan frøerne hoppede rundt i badeværelset. Havde aldrig oplevet lignende.

Efterfølgende begyndte jeg i en skole. Jeg gik fra at være den dygtigste/en af de dygtigste i klassen i min barndoms by ”Port-Sudan” til at være den dårligste/en af de dårligste i ”Kasala”.

En dag skulle vi besøge nogle af den families familie vi boede sammen med. Jeg kunne ikke vente, fordi jeg havde hørt de havde æsler. En af mine største drømme var nok, at komme til at kunne ride på et æsel.

Vi ankom så til det sted i Kasala og vi sov udenfor om natten. Menneskerne der var stamme folk, som boede i ørkenen kan man vel sige. Jeg husker ikke om det var et ørken, men der var i hvert fald en masse sand og æsler og jeg kunne se bjergene i den smukke ”Kasala”.

Endelig kom tidspunktet jeg havde ventet på. En dreng kom med hans æsel. Først sagde han, at jeg ikke måtte få en ridetur, men han gav op, fordi jeg blev ved med at plage ham. Det var super sjovt og jeg gik stolt tilbage til teltet/hytten for at fortælle, at jeg havde prøvet at sidde på et æsel.

Dagene gik. Min mor besluttede sig for ikke at vente længere på min fars ven som skulle hente os. Vi tog tilbage til ”Port-Sudan” og vendte efter et stykke tid tilbage til ”Kasala” igen, for nu var det nu. Nu var tiden snart inde. Nu skulle jeg snart se min far. Min øjesten, som jeg ikke havde set i en del år. Jeg var glad.

Vi var i ”Kasala” i en lille tidsperiode. Så kom min fars ven og vi hentet af en lastbil, så vidt jeg husker.

Den lastbil var den, som kørte os til Eritrea. Kasala ligger ikke særligt langt væk fra Eritrea og det tog derfor ikke særligt langt tid at ankomme til grænsen og de Eritreaniske byer ved grænsen til Sudan.

Min fars ven, var rigtig sjov og sød mod os. Mig og min mor sad bag på i lastbilen og jeg husker, hvordan jeg kiggede ud over gaden, det var meget øde. Jorden var fyldt med sand, jeg så tæerne og når jeg nu tænker tilbage, så tror jeg faktisk ikke, at jeg var bange for, at der skulle komme nogle farlige dyre. Der er jo jungle i Afrika, men jeg tror ikke det var det som optog mine tanker.

Jeg lå bare der og kiggede. Jeg havde en ting at tænke på: snart skulle jeg se min far. yaaay...

Vi ankom til en by i Eritrea. Byen kaldes for ”Karan”. Vi blev der på et hotel i en dag. Vi gik i byen og jeg husker, hvor glad jeg var. Det var helt vildt hyggeligt. Der bar mennesker over det hele.

En del ”Habash” Eritreaner taler arabisk og der er også muslimer. Efterfølgende skete der det, at vi kørte videre.

Vi var på vej til Asmara, hovedstaden i Eritrea. Eritrea ligger rimeligt højt oppe og man kørte rundt om bjergene kan man sige. Jeg sad i bilen, jeg tror det var min fars vens bil. Jeg sad bag på med en anden.

Jeg snakkede rimeligt meget, og jeg er stadigvæk den type der snakker meget. Jeg kan ikke gøre for det, jeg elsker at snakke. Folk plejede at sige, at jeg snakker som en der havde spist en radio.

Vi ankom til Asmara. Da vi kørte på det kvarter min far boede i, så jeg en mand, som lignede ham. Jeg begyndte at råbe efter ham. Men nej, det var ikke min far. Jeg måtte vente og jeg var så spændt.

Vi kørte til ”Amal trust”, som er en hjælpeorganisation, for at se om min far var der. Men det var han ikke. Efterfølgende kørte vi hjem til ham – bankede på og der kom min far ud, han tog mig op, krammede og kyssede mig. Jeg var lykkelig – mit hjerte var helt oppe at banke.

Endelig så jeg min far. Min drøm gik i opfyldelse. Jeg var et lykkeligt barn. Vi boede ca. fra slutningen af 1999 til 2001, ca. et år. Den 7 marts 2001 kom vi til Danmark. Et helt anderledes land, et helt nyt kapitel i vores liv.


Jeg håber, at I nu har fået i indblik i min barndom og synes det er spændende for jeg synes selv det var ”tider”.